Om lidt blir` her stille, hedder det i Gasolinsangen og det var hvad der skete på det gode skib Liss her til morgen; Svabergastlærling Anders afmønstrede for denne gang og drog med sin mor, mod egen køje i Hillerød – nok uden så meget frisk luft som den Liss kan tilbyde.

Ingrid-Margrete, havde inden hun trak af sted med Anders, beværtet Svabergastlærlingen og den øvrige besætning med det store, kolde morgenbord, dejligt! Der er mere tilbage af det hele, inklusive det lækre hjemmebagte brød. Vi går tidligt til køjs, for vi glæder os til morgenmaden i morgen tidlig.

Selvom man står 15 år i lære som Svabergastlærling, er det rigtig flot det Anders har nået at få lært indtil nu, kun enkelte småting mangler, så som at få sejlene op, lave mad til besætningen og snorke lige så højlydt som kaptajnen.

Til gengæld kan Svabergastlærlingen så lære resten af besætningen hvordan man går på vandet (det så unægtelig sådan ud da Anders ville bade og var oppe næsten inden han rørte vandet) – du kan lære os hvordan man får 17 stykker pålægschokolade til at være på et stykke brød uden at det falder af, når man tar´ en bid og hvordan man får piger med meget store, flotte… blå øjne, ind som skærmbillede på sin telefon.

Anders, gode og sjove dage har vi haft og du kan helt sikket lære Yachtskipperen af 3 grad og undertegnede en hel masse andet også. Og hvem ved, måske Liss det kan passes ind i din travle sommerferiekalender næste sommer.