Efter en fin tur fra Assens kom ”Det gode skib Liss, med god fart frem til Søby, som er beliggende på Ærøs nordvestkyst. Byen er et gammelt fiskerleje, beliggende på en skråning og de gamle gader er snoede og smalle. I dag er der kun cirka 10 fiskekuttere tilbage i havnen. Et træ- og stålskibsværft, færgehavn med færgeforbindelse til Faaborg og Mommark, en brugs, et værtshus, en cafe, en kirke fra 1746, Skjoldnæs Fyr – bygget 1881, en minigolfbane og en lysfabrik findes der også.

Og her lykkedes det omsider at møde skibet, opkaldt efter en Indisk møntsort, Rupee, hvor dejlige mennesker huserer. I kabyssen Kahytsjomfruen og når ellers ikke han forsøger sig som fisker, står Yachtskipper af 3 grad med VHF certifikat ved roret.

Besætningen bemærkede hvordan Kahytsjomfruen der har et vindende væsen og et smukt ydre, kastede sig over havnefogeden, hvilket han så ud til at have det helt godt med. Kahytsjomfruen spurgte interesseret ind til, hvorfor han sagde ”mojn” og talte sønderjysk, når nu han residerede på Ærø? Havnefogedens forklaring var enkel; han var fra Sønderjylland.

Yachtskipperen har tidligere med sit fiskeri brilleret ved at få en sæl på krogen og på turen gennem Lillebælt smed han krog og blink ud i hovedet på et Marsvin, der dog nåede at stikke af. Så Liss´s besætning var noget betænkelige ved, om det var en eller andet fredet dyreart han ville smide på grillen.

Men heldigvis var det lykkedes ham at få en helt almindelig, ikke fredet fisk på krogen. Så ved den overdådige middag, blev der serveret friskfanget Hornfisk, grillet med alverdens krydderier. Fisken er kendetegnende ved at indeholde mange ben, der heldigvis er grønne og til at få øje på… hvis altså ikke de er små… og man allerede har dem i munden.