Yachtskipperen har travlt med at sikre, at den kommende regering, bliver komplementærfarven til rød og blå, så med den gamle dreng Horats ord i frisk erindring om at få noget ud af dagen… og sæsonen… når det er tørvejr, luftede svabergasterne ”Det gode skib Liss”.

Inden turen kunne gå nordover i frisk østligvind, måtte svabergastlærlingen dog i gang med spand og lænsepumpe, da de sidste ugers massive regn havde skænket adskillige liter til bunden af Liss kistebænke.

Alene på sundet var Liss ikke, da sejlklubber fra Dragør til Helsingør, tilsyneladende brugte dagen til kapsejlads. En sejlbåd skabte særlig opmærksomhed, da den med kurs direkte mod ”Det gode skib Liss” nærmede sig med foruroligende fart – og gled forbi ganske få meter, agten om. Det viste sig at Jesper Bang sad ved roret i Carbon 2 – det sker ikke så tit, at Liss får mulighed for at måle sig med Danmarks hurtigste sejlbåd.

Der blev lagt til i den lille idylliske havn Taarbæk, der blandt andet er kendt for skolen med den bedste udsigt og den smukkest beliggende skolegård og så ikke at forglemme, er skolen den Yachtskipperens far har gået på.

Da Svabergastlærlingen er en videbegærlig ung mand, blev der foretaget et besøg i den nordlige ende af badestranden Bellevue, kendt for at huse nøgne og homoseksuelle besøgende. For et kvalificeret udbytte af et antropologisk studie som dette, bør man nok bruge længere tid. Dog blev det tydeligt for besætningen, at læder og skind, måske nok kommer fra koen, men… en minimumsalder på 80, rigtig meget sol og ganske få gram fedt, gør et eller andet ved den menneskelige hud.

Efter denne for besætningen skelsættende oplevelse, blev der provianteret is, mælk og Cola og turen gik igen sydover. Vel retur, blev dagen afsluttet med eksklusiv middag, med der tilhørende stempelkandekaffe.