Så er året ved at gå på held og tanker glider mod oplevelser fra 700 – 800
sømil, 27 havne med lige så mange for det meste venligsindede havnefogder, vi med det Gode skib Liss, har
besøgt i sejlsæsonen 2011.

Et stort antal gæster har vi haft ombord, store og små og vi har været inviteret
på besøg, når vi har anløbet fremmede havne og gode venner har stået klar. Vi
har beværtet vore gæster efter bedste evne, kaffe er drukket, vin er skænket og
stor kokkekunst er udøvet på grill og to spritblus.

Forskellige
senarier har vi oplevet og for at nævne et par stykker, så har vi har mødt Queen
Mary og sejlet om kap med Danmarks hurtigste sejlbåd i Øresund. Og set marsvin
danse omkring os i Lillebælt. Vi så på nudister i Taarbæk og i Angleholm mødte
vi festklædte unge mennesker i galla, uanset hvor vi kom i byen.

Vi har set afslappede, lækre, solbadende sommertøser og en sovende
svabergastlærling i cockpittet, dog ikke samtidig. Vi hyggede og badede med børn
og bonusbørnebørn på Nekselø. Vi oplevede krabbevæddeløb i Juelsminde og mødte
en hattedame på Samsø der udbetalte provision i form af kindkys. Vi hørte
nostalgisk popmusik i Gilleleje, oplevede en sangerinde på Poul Krebs hotellet
der sang, så der kunne opstå fugtige øjne uden påviselig grund – og undrede os
over høj musik i Rørvig, til langt ud på natten. I Odden havn oplevede vi ved selvsyn udkants
Danmark, storblomstret voksdug, tørretumbler der kørte i døgndrift og en
havnefest der blæste væk og druknede i regn. Vi spiste Peters Hornfisk og talte
med tyskere på Ærø – og arrangerede det store, kolde dessertbord i Svendborg.
Gode ski- venner åbnede sejlklubben og serverede det store kolde morgenbord i
Vordingborg og vi spiste æblekage på kroen i Nyord. Vi havde vindstille i
Køgebugt, undgik storm og tordenvejr i Dragør og landede søndag formiddag i
Svanemøllen…

Liss er afrigget og puttet for vinteren, som dog lader
vente på sig. Temperaturerne er som dem vi havde enkelte dage under
sommertogtet, ca. 10 grader, mod 13 grader i sommer. Forskellen er, at det ikke
regner helt så meget nu.

Allerede nu går det mod lysere tider. Julen
varer lige til påske, så derfor flytter nissen med og holder øje for os, indtil
vi igen piller presenningen af i påskedagene og og forsigtigt vækker Liss i sit
vinterhi.


Indtil da… alle gode venner og veninder, store og små af “Det
Gode skib Liss”, tak for mange fine timer, vi glæder os til mange timer sammen
med jer i det nye år.

Besætningen ønsker dig og dine, et rigtig godt og
lykkebringende nytår.