”Det gode skib Liss, holder en kurs, tæt på vinden, nordover
til Hven, Der er på 5 -8 sekundmeter og næsten fladt vand, så det er en
fin sejlads. Sommertemperatur og høj sol på himlen, betyder som det altid gør, at Yachtskipperen smøre
sig ind i velduftende faktor meget høj sololie, som sender sansesystemet på
langfart mod sommertogter.

Vel ankommet til hyggelige Beckvigen, der har et begrænset
antal pladser, oser det af sommer, sol og hygge. Jordmoren Kirsten fra Århus og
Urban besøges på deres vegetariske spisested, Pumpans. Her laver de, de lækreste
vegetariske retter og rister deres egen kaffe, Nepal, Indien, Bali, Kenya, Etiopien, Colombia og Den Dominikanske Republik.

Det viser sig at
staben er blevet udvidet med Kristine fra Skanderborg, som nu ad omveje, via
Lanskrona også er havnet på Hven. Og det viser sig også at Kirsten har droppet sin
nebengesjæft som jordmor i Helsingborg. Det blev lidt for bøvlet at kommet hjem
til Hven, efter lange dage med at hjælpe børn til verden.

Så måske derfor faldt talen naturligt på øens færgefart. Ombygningen
af det lille havneanlæg er stort set færdigt. Dog mangler der noget finish, men
det dufter nyt og toiletterne er pæne. Et finish der også mangler, måske det
vigtigste, er en færge og et færgeleje der passer sammen. For det har det vist
sig, at den dyrt indkøbte færge ikke kan fungere sammen med det dyrt byggede
havneanlæg. 200 millioner kroner ups… godt nok i svensk valuta, men alligevel. Så
nu skal der være stormøde på øen. Man kan næsten høre vrede skånske paroler, ser
for sig fakkeloptoget i tusmørket og de knyttede næver.

Men uanset en færgefart der fungere, så er der pænt og naturen
bliver nydt i fulde drag. Torden og regnvejr har holdt sig pænt på afstand over
i øst… ind til nu.