Smagsløg er forskellige og vi reagerer forskelligt, selvom krydderiet
er tilsat ganske forsigtigt, med nænsom hånd og strittende lillefingre.

Hvilke ingredienser og krydderier, der blev tilsat ”Det gode
skib Liss” weekendtogt, så en fin sejleweekend, kom over niveau? Tja… det må
være et af de her blandingskrydderier, men ikke helt ved hvor man har. Man ved ikke
hvor stærkt, hvor sødt eller hvor bitteret det er. Det der blev brugt, bestod af
flere forskellige ting; en tyvagtig sulten måge, en polterabend, nøgenbadning, bagernes
dårlige øje, godt vejr, 15 – 18 sekundmeter blæst, spøgelset Helmuth, røgvand i
store mængder, søsyge, en yachtskipper, en svabergast, en dreng fra Det Danske Drengekor,
et blafrende læsejl og en filosof fra Østerbro.

Vind, krængning, kaskader af vand og hule drøn, når bunden af
”Det gode Skib” ramte en bølgedal, gjorde togtet og sejloplevelsen lidt mere intenst
og spændende, end der på forhånd var lagt op til. En drivvåd, meget koncentreret
filosof fra Østerbro, med et solidt tag i søgelænderet med den ene hånd og en våd,
kold dreng fra Det Danske Drengekor, i den anden, mente jo nok, et væsentligt spørgsmål
brændte sig på.

”Hvordan er det nu lige med kølvægten og det der med, at
båden derfor ikke kan vælte”? – råbte han gennem stormen og stemte så godt han
formåede for ikke at glide ned, i med benene imod kistebænken under ham.

Yachtskipperne, besætningens absolut mest belæste ud i det
maritime, forsikrede, at Liss ikke væltede nogen steder. Allerhøjst budgettet.
Og ud over at kunne noget om søkort, navigation og vigeregler, var Yachtskipperen på det tidspunkt også den der var mest varm
og mest tør. Det havde nu ikke noget at gøre med kvaliteten af hans 3.500
kroners sejltøj, men mere fordi han som den eneste stod i læ bag sprayhooden,
halvejs nede i kabyssen.

Anton, drengen
fra Det Danske Drengekor klarede turen med bravur, ham skal der nok komme en
god sømand ud af. Mere problematisk er det, at partredderne og deres relation
til Det Danske Drengekor. For når når det nye skoleår starter, risikerer de at
skulle stille til møde på Sankt Annæ Gymnasium, til irettesættelse fra Rektor Povl
Nygård Markussen.

For turen startede
så fint med, at Anton, fra Det Danske Drengekor, mestrede den smukke, lyse ”Alt” tone.
Helt som det skal
være når man er dreng i sin bedste alder.

Men… efter Anton i løbet af weekenden har
været udsat for lidt af hvert, på en tur der har gjort drenge til mænd, er det
nok slut med at kunne bidrage med den lyse”Alt” stemme i det Danske Drengekor… nu er
det nok mere brummer eller bas.