Blog Image

Det gode skib Liss

Det gode skib Liss

Logbog for det gode skib af Svanemøllehavnen i København.

Liss er af mærket Maxi 77.

Om lidt blir her stille om lidt er det forbi fik du set det du ville fik du hørt din melodi.

2013 Posted on Fri, August 09, 2013 22:14:27

Sådan synger Kim larsen, og det kan så blive den sidste sang på Liss i denne omgang.

4 ugers sommertogt er ved at være slut, og her er ved at blive stille.

Det har været 4 dejlige uger for Liss! Hun har haft godt selskab i alle ugerne, hun har sejlet nogle skønne steder, og hun har givet sine besætningsmedlemmer nogle fantastiske oplevelser. Og vejrguderne har vist sig fra sine allerbedste sider.

Først en uge fra København over Hven til Halmstad med svabergasten, lærlingen og kahytsjomfruen. Efter sigende den hårdeste del af turen. Måske skyldes det kahytsjomfruen, måske skyldes det vejret. Et kvalificeret gæt er at det er sidstnævnte årsag.

Dernæst en uge over Kattegat i havblik til Læsø med den gode sommerstemning og videre til Sæby med trompetretræte hver aften. Her udgjorde yatchskipperen, svabergasten og lærlingen den 2½ mand store besætning.

I Sæby blev lærlingen så træt af de to andre, at han valgte toget frem for skibet. Eller også havde han blot andre forpligtelser.

I Sæby havde besætningen også en afstikker til skønne Lønstrup for at besøge den lille familie Bidstrup og blive præsenteret som de hemmelige venner.

Tredje uge gik sydpå via Grenå, hvor besætningen støttede det lokale næringsliv ved at investere i et nyt motorophæng. Dernæst videre til Randers Fjord, Ebeltoft, Knebel Vig og Århus, og til sidst via Samsø og Storebælt til Korsør.

Fjerde uge blev så uden svabergasten, men med sømanden af verden, den berejste Bistrup.
Denne uge blev om noget en gourmetrejse, hvor den nye sømand – blandt meget andet – viste sine færdigheder udi grillens verden.
Uge bød på Omø, Vejrø, Vordingborg, Nyord og til sidst Rødvig, hvor sømanden afmønstrede.

Slutteligt går turen tilbage til Svanemøllehavnen og Liss har endnu engang ført redderne og andre besætningsmedlemmer på en dejlig rejse i det danske land.

Om lidt bliver her stille, om lidt er det forbi, fik du set det du ville fik du hørt din melodi.



På kanten af et uvejr

2013 Posted on Thu, August 08, 2013 23:39:20

Torsdag morgen begyndte indsejlingen i Bøgestrømmen.

Ligesom der i Tour de France er bestemte etaper, som rytterne ser frem til, er Bøgestrømmen en særlig smuk og spændende etape for sejlerne.

Dels kan man se land på begge sider hele tiden, og dels er det et smukt landskab, man passerer.

Efter således at have nydt det flotte landskab og den smukke tur, ankom sømændene torsdag eftermiddag til det idylliske sted Nyord. Og det vel at mærke uden at have fået en dråbe regnvejr. På vejrudsigterne fra alle de førende meterologer, kunne sømændene forstå, at det ville regne en hel del her på egnen. Men det gode skib Liss har åbenbart bevæget sig på kanten af uvejret, For selvom det lignede styrtregn hele vejen rundt på horisonten, kom der ikke en dråbe regn på Liss.

Vel ankommet til Nyord gik turen først til den lokale 8-kantede kirke, som iøvrigt er et forstudie til Frederiksberg kirke, og som bestem er et besøg værd.

Herefter var der det obligatoriske – og af den grund ikke ringe – besøg hos Lollesgård. Det er Nyords berømte lokale restaurant, som udover et velassorteret frokost- og middagskort også byder på hjemmelavet rabarberkage.

Middagen torsdag aften – den sidste med den nuværende besætning – bestod af grillede lammebøffer, med grillede kartofler og gulerødder ristet i honning. Et værdigt afslutningsmåltid på en skøn uge.

Fredag går turen til Rødvig, hvor sømanden af verden – med mellemnavnet Bidstrup, stiger af for at hellige sig sine familieære forpligtelser.



De urørlige

2013 Posted on Thu, August 08, 2013 23:25:02

Onsdag morgen vågnede besætningen til en skyfri himmel og noget, der mindede om vindstille.

Selvom sejlernaboen hjemhørende i Fakse Ladeplads fortalte, at han på vindmåleren målte 5 m/s i toppen af masten, bevægede Liss sig mere baglæns end forlæns, når de gæve sømand forsøgte at sætte sejl.

Derfor foregik det meste af turen til Vordingborg for motor og i et noget langsommere tempo.

Fremme i Vordingborg gik jagten så på den lokale Kvickly, som netop nogle måneder forinden var blevet flyttet. Her møder de to søgende sømænd en sød dame og spørger om vej. Det vise sig at hun er gammel kollega med Yatchskipperen, og da sømændene møder hende og hendes mand igen i Kvickly, får de tilbudt et lift tilbage til havnen. Her går besætningen straks igang med tilberedningen af aftenens festmåltid, som bestod af helstegt kylling på grillen.

Velnæret og mætte begiver sømændene sig mod Slotstorvet, hvor halvdelen af byens borgere var samlet til open-air-biograf med den franske film “De urørlige”. Ved midnatstid dratter de trætte sømænd om i hængekøjen, godt mættet af mad og kulturelle indtryk.



Saftig rødspætte

2013 Posted on Thu, August 08, 2013 23:09:33

Inden det gode skib Liss og hendes besætning forlod Omø, frekventerede de to besætningsmedlemmer den lokale fisker på opfordring fra Gitte og Birger.

Her blev handlet, pruttet og givet håndslag, hvilket resulterede i at de to sømænd kunne lægge 2 store rødspætter i skibets køleskab.

Vinden susede om ørene på besætningen, da skibet forlod Omø med kursen sat mod Vejrø i Smålandsfarvandet, alt imens de to værter fra Omø, Gitte og Birger vinkede fra færgen, og med kritisk blik iagtog sømændenes sejlføring, som det viste sig at Birger var fuld tilfreds med.

Det var vinden også, så det varede ikke længe før det god skib kunne lægge til på sejlernes svar på Gentofte, nemlig Saxo-banks egen ø i smålandsfarvandet.
Her blev der tid til at besøge gårdbutikken inden de to sømænd vandrede øen rundt og så på de mange fine faciliteter.

Om aftenen blev de to rødspætter grillet over en sagte ild i den skønne sommeraften, som blev afsluttet med en whisky i Saxo-restauranten.



Sømand af verden

2013 Posted on Mon, August 05, 2013 23:58:36

Mandag morgen var der udskiftning i besætningen på det gode skib Liss.

Svabergast Jensen måtte desværre forlade skibet i Korsør for at sikre videreuddannelse til det danske folk og for at passe det job, han i 3 uger havde været foruden.

Den berejste sømand af verden, Henrik Bistrup, påmønstrede som nyt besætningsmedlem samme dag.

Udskiftningen foregik i Korsør Havn med den samlede danske flåde som næsten tilskuere.

Efter korte, men præcise instruktioner gik turen for fuld sejlføring med 5-6 knob direkte med den idylliske ø, Omø. Sejladsen foregik sædvanen tro i stik modvind.

Fremme på Omø blev der aflagt besøg hos gode bekendte (Gitte og birger), der blev travet rundt på øen, og aftenen foregik i skønt selskab med Liss’ medbragte grill. Her blev fremtryllet diverse lækkerier, som det ses på billedet.

Senere på aftenen fik Liss genbesøg af den lille Omø’ske familie og deres gæster til et glas rødvin i cockpittet.

Alt ialt en god og spændende dag inden turen i morgen går mod Vejrø..



Dagens udflugtsmål i Sæby

2013 Posted on Thu, July 25, 2013 22:27:48

Hver aften sommeren igennem samles en stor del af Sæbys borgere på kajen i Sæby lystbådehavn.
Frem fra byens huse og haver dukker unge som gamle, børn og voksne.
Der er små piger med fletninger, unge mennesker med skateboard under armen og gamle med gangstativ. Det er som om hele byen samles om dagens begivenhed i havnen.

Nogle venter længe og sætter sig tilrette på kajen med medbragt kaffe og smørkage. Hele familier dukker op og laver ligesom en familieudflugt ud af begivenheden.

De mange sejlende gæster fra nær og fjern sidder forventningsfulde og undrende i deres både eller stopper op på kajen for at se, hvad det er de mange sæbygensere er mødt op for at opleve.

Og hvad er det så, de mange mennesker samles om?

Hver aften har Sæby Havn i samarbejde med Sæbygarden arrangeret trompetspil!
En repræsentant fra Sæbygarden møder op i stiveste garder-dress medbringende en trompet og giver 4 numre på trompeten.

I dag var det intet mindre en først en flagmarch mens havnens store dannebrog gled ned. Dernæst var det “Jeg vil male dagen blå..” efterfulgt af “Nu er jord og himmel stille”. Til sidst blev der sluttet af med “Der er et yndigt land”, som alle tilhørerne sang stående med på.

Det er en tradition hvert år at solen på denne måde spilles ned i Sæby Havn hver aften sommeren igennem.

Ved indsejlingen til Sæby havn mødes sejlerne i øvrigt af en 6,5 meter høj skulptur, “Fruen fra Havet”. Det er en Janusfigur, som på en gang symboliserer begyndelse og slutning, fortid og nutid, afrejse og hjemkomst. Figuren har 2 ansigter, et udadvendt med åbne øjne og en indadvendt, kontemplativ side med evne til både at se ind i sig selv og ud i verden.

Skulpturen er udført af kunstneren Marit Benthe Norheim i samarbejde med 880 skolebørn fra Sæby.

Sæby gør således meget for at lokke besøgende, herunder sejlere, til. Det gode skib Liss vender gerne tilbage til Sæby.



I love NYord

2012 Posted on Fri, August 03, 2012 23:26:00

På skippers nye bluse står der med store typer: I love NYord.

Blusen er købt hos den lokale whiskeyhandler på Nyord. For på Nyord produceres whiskey, som altså sælges fra egen butik på øen. Whiskeyfabrikanten har faktisk også en bod i torvehallerne i København.

Tiden på Nyord blev denne gang (Det er fjerde gang Liss besøger Nyord i de nuværende redderes ejerperiode) brugt til en cykeltur til Ulvshale for at besøge Kaspers sommerhus. Kasper er en af yatchskipperens politiske legekammerater og er medlem af Borgerrepræsentationen i København. Dog var Kasper ikke på Møn, men var taget tilbage til København for at passe sit job.

Huset blev dog besøgt og der blev badet ved stranden.

Et specielt fænomen kan iøvrigt opserveres på Nyord, nemlig de mange digesvaler. I august flyver svalerne sydpå, og Nyord er et slagt opsamlingspunkt for svalerne. Derfor samles tusindvis af svaler hvert år på Nyord i august for i samlet flok at flyve sydpå. Et flot syn, når de mange svaler samles på el-ledningerne i den lille by.

Og så blev Lelles gård naturligvis besøgt. Restauranten, hvor kaffen og den berømte æblekage serveres i haven mellem æbletræerne.

Ved siden af Liss i Nyord havn lå Røret. Det er den gamle postbåd, som forbandt Nyord med Stege indtil Nyord blev landfast i 1967. Røret har senere været privatejet, og måtte hives op fra bunden af Christianshavns Kanal, da en gruppe Nyord-borgere besluttede at genskabe og restaurere skibet.

Efter 1½ døgn i Nyord sejlede det gode skib Liss videre mod Sverige.

Efter ca. 40 sømil og 10 timer efter gled Liss ind i Havnen i Skanör ved Falsterbo. Her blev indtaget en dejlig fiskemiddag, cyklet en tur på øen og gået tidligt i seng. Dagen havde dog ikke været særlig krævende for besætningen, da solen skinnede fra en skyfri himmel, og ikke en vind rørte sig.

Lørdag drager Liss tilbage til Svanemøllehavnen, og sommertogtet 2012 slutter.

Hvor går 3 uger dog hurtigt!



Sydsjælland

2012 Posted on Tue, July 31, 2012 23:58:54

Efter en dejlig 50 års fødselsdag på Sakskøbibng Hotel fortsatte det gode skib Liss med kurs mod Vejrø beliggende på grænsen mellem Storstrømmen og Storebælt.

Faktisk var det første dag i over 14 dage, som bød på sejlads i regnvejr.

Vejrø er en privatejet ø. Ejermanden er den ene af direktørerne i Saxobank. Øen drives nu kommercielt, og består af en dejlig marina med tilhørende faciliteter, en gårdbutik, restaurant samt et antal huse til udlejning. Herudover er man igang med at opføre et konferencecenter med hotelplads til 24 personer. Se www.vejroe.dk

2 dage blev liss på Vejrø, og øen blev udforsket på cykel og på løbeture.

Efter Vejrø blev kursen sat mod Vordingborg, hvor gode venner blev besøgt.



Min sjæl, hvad vil du mer’?

2012 Posted on Fri, July 27, 2012 23:28:46

Et kapitel i denne logbog er ved at være slut. Liss er nemlig snart ved et af sine delmål, og en del af bewsætningen afmønstrer.

Efter 3 uger til søs går svabergasten lørdag i land og overlader båden til den resterende del af partsredderne.

Det er også ved at være slut på det kapitel, hvis overskrift har været sol, sol og atter sol. Meget tyder på at sommeren 2012 faldt i den forløbne uge. Ialfald lover de kloge folk hos DMI et vejrskifte med køligere og mere blæsende vejr. Må de få meget uret i deres forudsigelser.

Lørdag anløber det gode skib Liss Sakskøbing Havn efter en forrygende tur til Sydsverige, Bornholm, Christiansø, Sydsverige igen, Møn, Femø og slutteligt Sakskøbibng. Forud for dette havde svabergasten kommandoen på broen på en tur, som gik til Hven, Barcebäck, Malmø og Skanør.

Følg med i næste kapitel, hvor Liss er planlagt at anløbe havne som Vejrø, Vordingborg, Nyord og Falsterbo.

Min sjæl, hvad vil du mer’ – Sejlerferie er skønt.



Ren badeferie….

2012 Posted on Tue, July 24, 2012 22:14:52

Det gode skib Liss forlod smukke Christiansø tirsdag morgen klokken 8.00. Madpakkerne var smurte, vanddunken fyldt op og besætningen var smurt ind i et tykt lag sololie.

Vinden var god og frisk fra sydvest, og skibet loggede 5-6 knob. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Det tegnede til at blive en af sommerens helt varme dage.

Da Liss passerede Hammershus Slotsruin til bagbord, faldt vinden og Østersøen viste sig fra sin mest stille side – havblik så langt øjet rakte. Ingen vind overhovedet.

Motoren blev startet, og resten af turen mod Sveriges sydkyst blev tilbagelagt for motor og over stille vand.

Efter 36 sømil anløb Liss den hyggelige lille by Kåseberga lidt øst for Ystad.

Middagen bestod af fisk fra den lokale fiskehandler, og efter small-talk på kajen med andre sejlere begyndte den megen søluft at have sin virkning. Køjerne blev fundet, og besætningen faldt – ligesom resten af havnen – hurtigt til ro.



Postbåd Peter kommer!

2012 Posted on Mon, July 23, 2012 20:58:40

Sidste år ved denne tid fik jeg en SMS fra en rigtig god veninde, som var på sejltur til Christiansø med sin familie. Hun skrev noget i retning af dette: “Er på vej til Christiansø; Nu kommer Postbåden Peter – hvem mon skal vige?”

Først i dag forstod jeg helt, hvad hun mente!

Hver dag bliver den lille havn på Christiansø fyldt med lystbåde. F.eks. lå der i går aftes ved sengetid 5 både udenpå det gode skib Liss, som ikke en gang lå inderst. Besætningen på det yderste skib skulle således liste hen over 6 andre både for at komme i land med natpoptten. Det var flere steder tæt på, at man kunne gå tørskoet tværs over havnen ved at gå fra båd til båd.

Om morgenen hilser man venligt på familien i de andre både, når der spises morgenmad og vejrudsigten checkes. Enkelte både forlader øen tidligt, hvis de har en lang tur foran sig, eller bare gerne vil sikre sig en god plads i den næste havn.

Men efterhånden som klokken nærmer sig 11, udspiller der sig et helt særligt og ejendommeligt skuespil – eller vi skal måske nærmere kalde det en helt speciel dans..

Præcis klokken 11 hver formiddag glider postbåden Peter ind i havnen på Christiansø. Det ved alle sejlere – især dem, som har ligget natten over på Peters plads. For postbåden har sin helt egen plads, som således er reserveret til den mellem kl. 11 og 13. Postbåden Peter sejler alle hverdage året rundt fra Svaneke til Christiansø med post og varer til det lille øsamfund, og før Christiansø fik egen vandforsyning havde Peter endog også vand med i lasten.

Tilbage til dansen…..

De mange sejlere i havnen ser i begyndelsen fuldstændig rolige ud – går lidt rundt på dækket og retter på tovværket og flytter på fenderne. Lidt ligesom lastbilchauffører, der går rundt og sparker dæk…Og så pludseligt har en enkelt familie iført sig det sædvanlige vand- og vindtætte sejlertøj, og ser ud til at skulle afsted ud over bølgerne. Og så er det ligesom, når der bliver spillet op til dans: Når først ét par er på dansegulvet, varer det ikke længe før hele gulvet er fyldt med dansende par.

Få øjeblikke senere er flere hele familier – på skipperens kommando – blevet iført sejlergarderoben, og motorer bliver startet, tovværk bliver hevet ombord, og pludseligt danser de mange både rundt mellem hinanden i en festlig fællesdans, mens liner bliver halet, fendere flyttes, og der styres, drejes og holdes øje i et rask væk. Og pludseligt er en stor del af bådene væk! På vej mod nye mål og nye oplevelser.

Når så klokken slår 11, og Peter glider lige så stille ind på sin plads i havnen, liggger besætningen på de resterende både afslappet i cockpittet, og har fulgt med i hele danseoptrinnet, som var de dommere i Vild med dans…

Og dagen efter gentager dansen sig….



80 år og stadig aktiv

2012 Posted on Sun, July 22, 2012 23:15:38

Hvad er det, som farer rundt i havnen, pifter og peger af alle bådene, der kommer ind, hjælper de både, som går ud af havnen, og ind imellem kravler rundt på dækket af bådene og snakker vellystens med de mange sejlere? Og for det meste i en nystrøget hvid skjorte?

Det er havnefogeden på Christiansø, Finn, som snart fylder 80 år.

Hver gang, der ankommer en lystsejler til Christiansø – og det skulle jeg hilse at sige, at der gør ca. 100 gange dagligt i denne sommertid, så står Finne et eller andet sted på kajen og pifter venligt, men bestemt til den nyankomne sejlerfamilie, og anviser en plads.

“Hvis jeg ikke hele tiden fortæller de nyankomne, hvor de skal lægge sig, vil vi jo aldrig være i stand til at have så mange både i denne forholdsvis lille havn”, siger den aktive havnefoged på bredt bornholmsk.

De fleste dage ligger bådene tæt – ofte 6 både udenpå hinanden, så sejlerne må liste henover 5 andre både for at komme i land. Det kræver logistik og en myndig hånd, og det har Finn.

Det hænder, at der er sejlere, som selv vil bestemme, hvor de skal ligge. men så pifter Finn en ekstra gang, og de fleste forstår og respekterer, at det er Finn’s havn, og at det er ham, som bestemmer her.

I dag havde Christiansø besøg af den 30 meter lange skonnert og ekspeditionsskib Activ af London. Også her var det havnefoged Finn, som gav den erfarne kaptajn Jonas Bersøedesinger om, hvordan han skulle vende det store skib rundt i havnen på Christiansø.

Finn er født og opvokset på Christiansø. Som ung blev han sømand, og har formodentligt sejlet på de fleste verdenshave, inden han senere rejste tilbage til barndomsøens og blev havnefoged.

Faktisk er Finn gået på pension, ligesom de fleste på hans alder. Men da den nye og yngre havnefoged blev syg midt i sæsonen, måtte Finn træde til. “Jeg bor jo lige ned til havnen, og følger alligevel med”, siger han.

Frokosten i dag hjemme ved køkkenbordet blev lidt kortere end beregnet, og der blev ikke tid til middagslur. “Fra mit køkkenvindue kunne jeg se mindst 10 sejlbåde med kursen mod Christiansø, og så var jeg jo nødt til at skynde mig ned på havnen igen, så jeg kunne hjælpe de mange sejlerfamilier på plads ved kajen”, slutter den hjælpsomme og altid smilende havnefoged.

Besætningen på Liss giver 5 ud af 5 kasketter til havnefogeden på Christiansø!



De første kærester på månen

2012 Posted on Sat, July 21, 2012 23:12:06

Sådan lyder titlen på en af TV2’s berømte sange.

Sangen er faktisk skrevet som en hyldest til Christiansø’s forsamlingshus, som hedder Månen.

Her spiller Steffen Brandt og TV2 hver sommer, og elsker Christiansø og den specielle stemning, her er på denne lille ø med de ca. 60 fastboende beboere.

Da det gode skib Liss anløb Christiansø lørdag eftermiddag, var en af de første ting besætningen fik at vide, at der samme aften ville være karneval på Månen.

Nu er Liss’ besætning jo ikke sådanne landkrabber, man kan bilde hvad som helst på ærmet. Derfor var besætningen nødt til ved selvsyn at undersøge, om der var holdt i rygterne.

Ved indgangen til Månen mødte de to søulke djævlen selv. Fæl så han ud! Rød i huden som var han lige trådt ud af skærsilden, og med horn i panden, som gjode ham frygtindgydende og spredte frygt og rædsel.

Men han bød de to sømænd indenfor, og virkede faktisk alt andet end djævelsk.

Kort tid efter kom en ærkeengel de to sømænd glædestrålende i møde, og søulkene forstod nu, at karnevallen var igang, og de mange fastboende og tilrejsende var udklædte og på vej til årets fest på Månen.

Lytter man efter, er sangen ikke blot en hyldest til forsamlingshuset på Christiansø, men handler også om den første – og måske største – kærlighed og kæreste.

Derfor bringer vi her hele Steffen Brandts sang som en hyldest til besætningens første kærester:

Og jeg der var så ung
Jeg troede vi skulle være
De første kærester på månen
Men vores himmelrum
Var lige nu og her
Så vi holdte bare verden gående

Omk.:
Jeg troede vi skulle være
De første kærester på månen
Jeg troede vi skulle være,åååh uhh åhhh
De første kærester på månen.

Og jeg der var så klog
Jeg troede fuldt og fast
At vi ku’ gå på vandet
Men vores drejebog blev skrevet i alt hast
Det ene ord tog det andet

Omk.:
Jeg troede vi skulle være
De første kærester på månen
Jeg troede vi skulle være,åååh uhh åhhh
De første kærester på månen.

Solen drejer os tilbage til der hvor alting starter om igen
Og nu vi landet her
vi har hvad vi skal ha’
Og vi er stadig stående
Og lige meget hvad der sker på sidste skoledag
Bliver vi de første kærester på månen

På sidste skoledag,åååh uhh åhhh
De første kærester på månen.
De første kærester
De første kærester



Når en sømand går i havn…

2012 Posted on Fri, July 20, 2012 23:32:39

Når en sømand går i havn, sker der ting og sager på kajen. Så bliver der festet i havnen med god musik og lækker mad.

Og dagen i dag var ingen undtagelse. De to sømænd fra det gode skib Liss, var her til aften til Grill og Jazz på den lokale restaurant, Le Port i Vang.

Menuen lød på intet mindre end:

Velkomstdrink

Forret bestående af hummersalat og røget torsk.

Hovedretten var en dejlig grillbuffet med bl.a. lammekølle og lammeribben, kam af frilandsgris, kalve tyksteg samt kalvesauce.

Hertil blev serveret grønne bønner med valnødder, kikærter med chili, bulgursalat med forårsløg og rød peber, hvedekerner med løg og tranebær, linser og broccoli, grøn salat, grillede kaertofler og kartoffelsalt med purløg.

Til dessert kunne de gæve søens folk sætte tænderne i forskellige europæiske oste samt pecanødde tærte og chokoladetrøffelkage. Hertil frisk frugt.

Til alt dette fulgte en velsmagende bordeux rødvin årgang 2010 og efterfølgende stempelkaffe.

Til at skabe den rette stemning spille de to jazzmusikere Taohøjgård og Thomas Frank på hhv. guitar og saxofon.

Middagen blev indtaget på restaurantens idyliske og smukke terrasse med udsigt til Østersøen og med den skønneste solnedgang som baggrundsbillede.

Efter denne velsmagende aften med kulinarisk og kulturel verdensklasse kunne de trætte sejlere nærmest trille ned af bakken til det gode skib Liss, som lå i ensom majestæt i den idyliske Vang havn.



Vi er på ferie – ikke på flugt..

2012 Posted on Fri, July 20, 2012 16:08:25

Ovenstående citat er fra en erfaren sejler, vi mødte på havnen i Rønne, da vi sammen stod og spejdede ud over Østersøens høje bølger og lyttede til 14-15 sekundmeter vind.

Når vinden er så kraftig og bølgerne så høje, søger de fleste sejlere i havn og kryber sammen i deres kahytter og får tiden til at gå med at spille spil med børnene og pløje de medbragte romaner igennem. For vi er jo på ferie og ikke på flugt, som den kloge mand på kajen sagde.

Det første billede viser de høje bølger, når Østersøen er i det lune, mens det næste billede viser det, de fleste sejlere gerne vil se, nemlig en fyldt havn med masser af liv på molerne og på kajen; legene børn, letpåklædte skønheder og sejlere, som beundrer hinandens både og udveksler erfaringer udi sejlsportens mange kringelkroge.

I dag – fredag den 20. juli 2012 – ser det endeligt ud til at sommeren er på vej. Solen har afløst regnen, og vejrguruerne siger at der kommer varme og godt vejr den kommende tid. Derfor var det en fryd at slente rundt i Allinge havn og se de mange både og det skønne sommerliv på kajen og i bådene. Sejlerne kom i sandhed op fra kahytterne, udskiftede de kedelige brætspil med shorts og solbriller og viste de forbipasserende, at vi faktisk er på ferie og ikke på flugt.

Besætningen valgte i dag at blive i Vang Havn, og tog derfor bussen til Allinge. Efter slentreturen på havnen gik turen videre mod Opalsøen og Hammeren. På vejen kom de gode vandrere forbi det sommerhus, hvor yatchskipperen for en månedstid siden tilbragte nogle dage i forbindelse med årets Folkemøde.

Rundt om Hammeren, forbi slotsruinen og til sidst vandreturen gennem Slotslyngen tilbage til Vang. Besætningen får sandeligt vandret en del denne sommer.

I aften står den på Jazz og grill-buffet på Vangs førende (og eneste) restaurant, Le Port.



Der bor en bager…

2012 Posted on Tue, July 17, 2012 22:17:32

I mange byer rundt om i landet ser man hver morgen i sommerperioden den ene lystsejler efter den anden gå fortvivlet rundt i byen og lede efter den nærmeste bager.

I Ystad har den lokale bager vist udvidet entreprenoerskab og kørt sin bil hen i lystbådehavnen, hvor han fra et lille campingbord sælger frisklavet morgenbrød til de mange sejlere.

Bager Michael fra den sorte bager i Ystad er en meget speciel bager. Ikke alene bager han Ystads bedste brød. Han taler også både svensk, engelsk og tysk, og forklarer lystigt på alle tre sprog om indholdet i hans økologiske og velsmagende brød.

Michaels specialitet er iøvrigt ægte dansk rugbrød. De tyske sejlere gik langt udenom denne afart af brødet, mens den hos de danske sejlere “gik som varmt brød” 🙂

Efter 2 timer havde den gode Michael udsolg, og så gik turen tilbage til bageriet for at bage nye brød og kager til byens borgere og mange turister.

Efter morgenmaden forlod Liss Ystad og satte kursen mod Bornholm. Med god vind på 9 – 10 m/s fra vest gik det flyvende henover de store bølger, som var op mod ca. 2 meter i højden.

Kl. 17.30 gik Liss og besætningen i land i Rønne Lystbådehavn, klar til nye udforskninger og nye oplevelser på Bornholm.



hyldest til kvindelige havnefogeder

2012 Posted on Tue, July 17, 2012 22:01:10

I de to sidste havne, det gode skib Liss har anløbet, har besætningen observeret et særligt, men både kønt og behageligt syn, nemlig kvindelige havnefogeder.

De er sjældne – yderst sjældne. Sidst besætningen på Liss mødte en kvindelig havnefoged var i 2009 i Lohals, hvor en særdeles stramtantet lesbisk havnefoged kostede rundt med de mange lystsjlere.

Men i Falsterbo havn og i Ystad havn mødte besætningen 2 smukke af slagsen – med både rød neglelak, opsat hår og øreringe.

Og uden at det skal lyde chauvonistisk på nogen måde, gør det altså noget helt særligt ved sømænd.

Ikke på den måde, mange vil tro, men stemningen på havnen bliver lidt mindre fandenivolsk, og de mange lystsejlere opfører sig ordentligt, smiler mere – både til havnefogeden og til hinanden, og hjælper hinanden på en anden måde, end vi har observeret i andre havne.

Så dette er en hyldest til kvindelige havnefogeder. Lad os få flere af dem!

(Modelfoto)



Fra dreng til mand…

2012 Posted on Sun, July 15, 2012 23:40:22

“Når man fylder 15 år lægger man barndommen bag sig og bliver voksen”.

Det var den første kommentar fra svabergastlærling Anders på hans 15 års fødselsdag i dag mandag den 15. juli 2012.

Den nyudklækkede mand tilbragte denne indgang til man-dommen på det gode skib Liss, og blev fejret dagen igennem.

Ved morgenbordet var der kagemand, nutella i spandevis og som i ethvert andet rederi af en vis kaliber, flotte gaver fra rederiet.

Formiddagen forløb med cykeltur ved Falsterbo kanalen indtil kl. 13, hvor Liss gled under broen og ud i Østersøens bølger.

Undervejs blev besætningen trakteret med pandekager med vispad grädde og pærer i sukkerlage. En lækkerbisken midt på havet, som viste sig med lidt skum på bølgerne og en fart, der til tider passerede 8 knob.

Vel ankommet til Ystad havn kom der svensk flag på bordet, da den lokale servitrice erfarede, at den unge svabergastlærling var blvet en rigtig mand. Da den unge mand tilmed på flydende svensk sagde tak for mad, blev hun så rørt, at hun svarede med et stort svensk knus. Som det ses på billedet, blev svabergastlærlingen mere rød i hovedet end solen havde formået at gøre ham gennem flere dages sejlads og frisk luft.

Mandag morgen afmønstrer svabergastlærlingen for denne gang og tager toget tilbage til Sjælland og sin elskede mor, som han har savnet hver nat.

Fra rederiet har den nu unge mand fået certifikat på at have bestået første år af sin 30-årige svabergastuddannelse med påbud om at påmønstre igen næste sommer for endnu en praktikperiode.



..Og oven over alting….

2012 Posted on Mon, June 04, 2012 23:12:40

Faktisk villle det have været hurtigere at køre over broen end at sejle…..Det ville også være varmere i en lun bil end denne dags tur over sundet i 10 graders varme og med god vind i ryggen. Men hvad gør man ikke for at lufte de lange underbukser og for at få vind i håret. Turens mål var Malmø og den hyggelige havn midt i den nye bydel omkring Turning Torso. Et mål, der var varmt anbefalet af Liss’ tidligere ejer, den store Yatchskipper..Og jo nærmere vi kom til Malmø jo større blev den.

Nærmest en slags fælles rejsning. Stolt knejser den store bygning over byens tage. Med sine 264 meter er det den højeste beboelsesejendom i hele EU, og kan ses hele vejen over Sundet. Men flot er den, når man står lige nedenfor og ser op på den enorme Torso. Som trofaste Maxi-ejere handler de to redere natruligvis i Maxi Supermarkedet. Sveriges svar på Danske Bilka. Og som det ses på billedet ligger Maxi lige nedenfor Turning Torso. Dagens menu bød på grillet kyllingfilet med bacon, stegte tomater og rød peber samt blandet salat. Aftenen blev afsluttet med slentetur til Lilla Torg og Latte og Chesecake.



Vordingborg til Nyord gennem Bøgestrømmen

2011 Posted on Fri, July 29, 2011 18:22:47

Fredagen startede på havnen i Vordingborg.

Her havde gode skivenner inviteret på dejligt morgenbord med æggekage, gammel dansk og alt hvad hjertet kunne begære.

Turen fra Vordingborg gik under Farøbroen til Bøgestrømmen mod Nyord.

Det gode skib Liss har sejlet denne tur op til flere gange før. Både med de nuværende ejere og den tidlige ejer.

Bøgestrømmen er kendt og berygtet for sine mange snævre passager og mange lavvandede grunde.

Netop derfor holdt både yatchskipperen og svabergasten behørigt udsigt og fulgte årvågent med på både kortplotteren og det trykte søkort. Herudover blev ekkoloddet studeret og checket årvågent og næsten konstant.

Vinden kom fra vest med 6-7 sekundmeter, og passede fint til denne retning og denne sejlads.

Et enkelt sted i Stege Bugt, var panikken kortvarrigt tæt på at brede sig blandt besætningen. Midt ude i Stege Bugt – på et sted, hvor både kortplotter og søkort fortalte, at der var mindst 3 meters dybde – viste ekkoloddet pludseligt, at der kun var 1,1 meters dybde.

Og når Liss stikker 1,5 meter, var gode råd jo dyre – hvis altså ekkoloddet talte sandt.

Men de to besætningsmedlemmer holdt hovedet koldt og gik ikke i panik. Når 2 af 3 hjælpemidler viste god dybde, kunne det kun være en stor fiskestime eller noget tang. Bunden kunne under ingen omstændigheder være så tæt på.

Således belært og opdateret om fiskenes favoritsteder i Stege Bugt ankom det gode skib Liss til det idyliske sted Nyord.

Nyord by er en af de bedst bevarede landsbyer i Danmark. Kun en enkelt af de oprindeligt 20 gårde er flyttet ud fra landsbyen siden agerjordens udskiftning under landboreformerne i 1800-tallet. Halvkredsen af gårde, delvist sammenbyggede, tegner stadig landsbyens form. De ca. 40 huse, der blev bygget i 1800-tallet, ændrede ikke på dette, da de blev bygget indenfor kredsen og ned mod vandet på udstykkede haveparceller.

Når man går gennem de smalle gader, kan man stadig genkende landsbystrukturen fra fællesskabets tid for landboreformerne.

En ganske bestemt ting er Nyord kendt for, nemlig det lille kaffested Lolles Gård, hvor man siddende i æblehaven får en skøn æblekage.



Jacob Carl Nielsen, fyrpasser på Omø

2011 Posted on Fri, July 29, 2011 17:39:12

Under sit besøg på den dejlige ø Omø fik Liss’ besætning følgende sandfærdige historie:

I en periode mellem 1928 og 1940 boede der en fyrpasser, Jacob Carl Nielsen i fyrpasserboligen på Omø. Han blev født i 1880, og var i 1928 blevet flyttet til Omø fra en tjeneste som hovmester og kok ved Skagens Rev Fyrskib. Jacob og hans familie stammede oprindeligt fra Læsø.

Jacob Carl nielsen blev sat i land på stranden ud for Omø fyr og skulle her finde sig en ny tilværelse sammen med sin kone og fem børn.

For at passe sit arbejde som fyrpasser, var man berettiget til at få udleveret en hvid arbejdsuniform, der blev udleveret af fyrvæsenet. Til dagligt bar man en uniform, man kunne røre sig i, og som passede til vagt- og pudsearbejdet. Men skulle man være fin, og skulle man repræsentere fyrvæsenet, bar man den sorte uniform med den smukke kasket.

Nu var det sådan, at Jacob havde et stort hovede – kasketstørrelse 58. Og da han en dag følte, at nu var tiden kommet til at udskifte den gamle udgangskasket, fattede han pennen og skrev en ansøgning til fyrvæsenet.

Der skulle imidlertid gå en rum tid, før svaret kom fra København. Forholdet var nemlig det, at man på lageret hos fyrvæsenet ikke havde en så stor kasket liggende. Og selvom man fandt det største eksemplar frem, så var muligheden med isyning af en kile ikke muligt. Der var simpelthen ikke andet for end at manden fra Omø måtte have en helt ny kasket.

Denne nye kasket skulle sys af væsenets egen syerske, og der skulle bestilles stof hjem, så der gik henved et år før Jacob fik sin nye kasket med postbåden. Det var en stor dag for Jakob og for den lille famlie på Omø.

En god måneds tid efter ankomsten af den nye kasket blev Jacob imidlertid syg, og blev indlagt på Skælskør sygehus. Få måneder efter blev han overført til rigshospitalet i København, og lå således på sin stue dér den 15. juli 1940, da tyskerne kl. 2.20 om nattet bombede København fra luften.

Det blev for meget for Jacobs hjerte, og få dage efter kunne man læse i Sorø Amts Tidende, at Jacob Carl Nielsen var afgået ved døden. Han var død af skræk!

Havde Jacob haft et problem, fik fyrvæsenet det nu for alvor. For nu stod man med en splinterny kasket – ovenikøbet i stor størrelse – som ingen kunne bruge, og da slet ikke Jacobs afløser, som havde et ganske lille hovede.

Hvad skulle man nu stille op med den meget store kasket? Onde tunger siger, at den stadig ligger på en hylde i København og samler støv, for så store hoveder som dem, man kunne vise frem på Omø er ikke siden set i hele fyrvæsenet.

Omø var bestemt et besøg værd, og der blev grillet og hygget på havnen og gået ture tillige med den sædvanlige morgenløbetur.



Dagens gåde: Hvorfor er gågaden i Assens så øde?

2011 Posted on Fri, July 22, 2011 19:27:43

“Hvorfor er der stort set ingen mennesker i gågaden i Assens sådan en fredag eftermiddag?”. det spørgsmål stillede de to besætningsmedlemmer til hinanden og sig selv, da de nysgerrigt og videbegærlige begav sig ud i den dejlige regnfulde sommereftermiddag denne fredag den 22. juli det herrens år 2011.

Denne ellers så hyggelige og travle gågade lå denne fr4edag eftermiddag fuldstændig øde hen. Normalt ville der en fredag eftermiddag i juli være is-spisende børnefamilier, småfnisende teenagepiger og lattedrikkende cafégæster hele vejen op og ned af gågaden. Men i dag….helt øde og forladt som en en westernby efter et indianeroverfald..

Man kunne tro, at det skyldes vejret.
Det skal hertil siges, at regnen har silet ned hele dagen, og gågaden og byens øvrige gader havde store regnpytter. Med til historien hører også, at byens skohandler har kronede dage med det parti gummistøvler, han fik hjem sidste år.

Onde tunger kunne også finde på at hævde, at manglen på mennesker i gågaden skyldes, at de to besætningsmedlemmer ikke har været i bad i længere tid.
Normalt har havbad været at foretrække på dette togt. Men de seneste dage har ikke ligefrem indbudt til at kaste sig i de blå bølger, men mindre man ønsker tæer af samme blå farve som bølgerne.

Efter længere tids søgen i Assens mange små og charmerende gader, fandt de to besætningsmedlemmer endelig frem til, hvad der var årsagen til hovedgadens affolkning. Eller rettere, hvem der var årsagen. Det skyldes nemlig den skønne Anja Madsen, som hygger om kunderne i sit lille etablissement i en hyggelig baggård midt i Assens. Anja Madsens slogan er: “Tid til forkælelse”.

I Anjas etablissement møder man altid mange tilfredse kunder, som betjenes godt af både Anja og hendes mor, Grethe. Begge skønheder lægger en dyd i at kæle om kunderne, at såvel mandlige som kvindelige kunder skal føle sig godt tilpas. Her er også plads til børnene, og Anja har altid tid til en snak med de mange besøgende.

Café Cupcake blev startet af Anja Madsen i 2010, og her serveres lækre frokoster, desserter og kager, samtidig med at der er tid til et smil og en sludder med de mange gæster i caféen.

Med andre ord mødte besætningen igen en af vort lands sande heltinder. Anja Madsen sørger hver dag for at tilberede frokost til en del af Assens befolkning og turister. Herudover fremstiller hun og mor Grethe de mest fantastiske desserter og kager. Og oveni alt dette har Anja overskud til smil, sludder og kærlig omsorg for husets mange gæster fra nær og fjern.

En sand heltinde!

Tak til Anja for kaffe, tilbehør og dit dejlige smil.

Café CupCake kan besøges på www.cafecupcake.dk. Stedet kan varmt anbefales…



Kronvildt og marsvin

2011 Posted on Thu, July 21, 2011 22:02:36

En af de mest facinerende ting veds at sejle er, at ikke to sejladser er ens. Sejladsen frem mod Kongensbro var således ren badeferie. Stille vand, skyfri himmel, ingen vind. Så den stod på motor det meste af vejen og for en gang skyld lidt sol på de bleghfede maver.

Fra kongensbro til Assens var sejladsen derimod helt anderledes. For det første var Lillebælt som Daels Varehus under udsalg. Der var både her, dér og alle vegne. Store både og små både og nordgående og sydgående. Og så var der de store tankskibe til fredericia og fragtskibene med kul til Skærbækværket. For ikke at tale om de mange små joller, hvor to mænd sejlede ud midt på bæltet, slukkede påhængsmotoren og smed hver sin fiskestang i vandet. Og når vinden så var nordgående, skulle alle sydgående sejlbåde krydse ned gennem bæltet. Det gav naturligvis en del uro i feltet, og vigereglerne blev genopfrisket for den årvågne besætning.Navigeres blev der i dag.

For det andet var der betydelig mere vind og større bølger, så de to besætningsmedlemmer måtte kæmpe godt for at holde kurs og fart.

Men til Assens kom Liss, og marina samt by blev indtaget.

Inden afrejsen fra Kongensbro blev der dog tid til en gåtur til den nærliggende dyrepark. Her blev de lokale hjorte iagtaget, beundret og fotograferet. Om det var lugten eller synet vides ikke. men de stak af, da Liss’ besætning nærmede sig.

Lillebælt er berømt for sine mange marsvin. Sommeren igennem bliver der arrangeret Whale Watching tours fra Middelfart. Det var dog ikke nødvendigt, når man er ombord på Liss. Vi så nemlig adskillige marsvin på turen gennem Lillebælt. De var dog svære at fotografere, da de dukkede sig, hver gang de så en kameralinse.



Besætningen til intim-koncert..

2011 Posted on Tue, July 19, 2011 22:49:24

På Samsø findes et rock-hotel.

Brundby Hotel blev for nogle år siden købt og istandsat af “Guf” Nielsen, og flere af landets bedste rockgrupper og -solister lægger hvert år en “træningslejr” på stedet. Flere af dem giver ligeledes koncerter sommeren igennem på Brundby Hotel.

Mandag den 18. juli gav Anne Dorte Michelsen således intimkoncert for ca. 100 begejstrede tilhørere på Samsøs Rock hotel.

Anne Dorte var veloplagt, spillede nye og gamle numre og blev akompanieret af Johannes Nørremark på guitar og Julie Michelsen på keaboard og som kor.

Liss’ besætning blev vidne til nye numre fra Anne Dortes nyeste CD blandet med gamle kendinge som “En lykkelig familie”, “Magneter” og “Ud under åben himmel”.

Alt ialt en dejlig oplevelse med god musik, dejlige historier og en fantastisk stemme.



Hyggeligt møde i Råå

2011 Posted on Thu, June 09, 2011 14:42:32

Turens sidste stop blev Råå syd for Helsingborg.

Her mødtes vi med Runa og Peter, som jo er Liss´tidligere ejer.

“ICA supermarkedet er nedlagt, og der er kommet et Maxi-marked lige henne om hjørnet”. Sådan var beskeden inden turen gik ud for at proviantere.

Først undervejs gik det op for de to partsreddere, at “lige henne om hjørnet” faktisk var en halv dagsrejse uden for Råå i retning mod Stockholm…

Provianten blev købt og slæbt hjem til havnen, og vi havde en rigtig hyggelig aften med grillmad og kaffe på Rupii.

Næste morgen sejlede Runa og peter retur til rungsted, mens Liss stak stævnen mod Svanemøllehavnen. Dog var der ingen vind, så langt den største del af turen foregik for motor.o



Grillmad i Høganæs

2011 Posted on Thu, June 09, 2011 14:33:06

Næste stop på turen blev Høganæs. Turen til Høganæs gik rundt om Kullen, som blev rundet i god vind med en fart på over 7 knob.

Høganæs er en hyggeligt – men rimelig stor – havn lige overfor Hornbæk. Dvs. nord for Helsingborg og syd for Kullen.

Her blev bådens grill brugt for første gang i år.

Menuen stod på lækre oksebøffer, bagte kartofler, grøn salat og bernaisesovs. Hertil blev serveret en lækker hvidvin.



Strøgtur og kirkebesøg

2011 Posted on Thu, June 02, 2011 21:54:22

Onsdag den 1. juni 2011 blev overliggerdag i Ängelholm.

Vi tog bussen fra havnen til centrum. Her mødte vi en hel skoleklasse (ca. 2. klasse), som var meget snaksalige, som speciel blev glade for Philip og hans kamera.

I Ängelholm gik vi tur på den meget lille gågade, og fik frokost og gjort lidt indkøb.

Herefter besøgte vi byen smukke kirke.Det er en rimelig ny kirke, bygget i 1868 og renoveret i 2000.

Aftenen blev brugt på småreperationener på det gode skib Liss.



Startede som ren badeferie, men endte i stiv vestenvind..

2011 Posted on Tue, May 31, 2011 23:19:11

Dagen startede i Mølle havn ved foden af Kullen.

Liss´ to kaptajner og partsredere forlod broen og drog til fods mod Kullens top. I bedre Dr. Livingstone-stil kæmpede de sig gennem krat, over klipper i jagten mod at nå tindernes top.

Det blev en dejlig vandretur, med flotte udsigter. Et sted, hvor vandringsstien og alfarvej mødtes, var en busfuld turister igang med at fotografere udsigten over Mølle Havn. Og de to partsredere overvejede at lade hatten gå rundt blandt de mange turister, som ønskede at fotografere det gode skib Liss.

Efter frokost blev Liss gjort klar til afgang, selvom der stort set ingen vind var overhovedet.

Rundt om Kullen for motor, og da det blæste lidt op, blev sejlene sat igen. Kursen blev sat mod Ängelholm med vinden lige i ryggen.

Som dagen skred frem blev vinden kraftigere, og ca. 2 sømil fra målet var farten oppe på 7,8 knob. Og det er hurtigt for lille Liss!

Vel ankommet til Angelholm blev der provianteret, spist til middag og gået tur. Blæsten har taget til og regnen er begyndt at komme.

Dagens menu bestod af hakkebøffer med potatissalat og tzatziki.



Queen Mary II

2011 Posted on Mon, May 30, 2011 23:29:13

Da vi i morges forlod Rungsted Havn, kunne vi på afstand se en af færgerne ved Helsingør…troede vi….Men, hvad der på afstand så ud som en Scanline-færge, var i virkeligheden en af verdens største krydstogtsskibe, Queen Mary II, som lå på reden ud for Helsingør. Og da vi kom nærmere, kunne vi se, at dette skib var mindst 5 gange større end Scanlines-færgerne.

Og ved nærmere eftersyn kunne vi se, at der ikke var den obligatoriske ankerkugle i stævnen, men kun et ganske lille rødt flag…..Men kaptajnen havde nok ikke gennemgået Yatchskipper-kurset.

Efter et kort ophold i Helsingør gik turen videre til Mølle på Kullen. Her var sommersæsonen ikke rigtig startet. Vores sædvanlige kaffested var ikke åbnet, og udover Liss, var her kun to tyske gæstebåde.

Dagen var varm, så der blev solbadet på turen.

Menuen stod på forloren skilpade med frisklagte æg.



Fodboldpause

2011 Posted on Mon, May 30, 2011 22:27:49

Søndag blev sejlturen afbrudt et par timer, da Lyngby Boldklub jo skulle spille den altafgørende og spændende kamp, som skuille afgøre om næste sæson skal tilbringes i superligaen eller om den står på nedrykning til 1. division.

Med god hjælp fra Vivi blev de to kaptajner kørt til Lyngby Stadion, hvor Lyngby slog OB med intet mindre end 2-0.

Dejlig kamp, god stemning og flot fodbold.

Dagens måltider bestod i høj grad af fisk fra Rungsted Havns fiskehandler.

Da havnefogeden så Philips Lyngby-kasket blev han blød i knæene og lod os overnatte uden betaling. Han var nemlig inkarneret Lyngby-fan.



Next »